PCOS

Hvad er PCOS?

PCOS er en hormonel forstyrrelse, som ses hos 5-10 procent af kvinder i den fødedygtige alder. Forkortelsen PCOS står for Poly Cystisk Ovarie Syndrom. Polycystisk betyder mange blærer på ovariet (æggestokken). Ordet syndrom skyldes, at en del symptomer er til stede på samme tid.

Hvorfor får man PCOS?

Der er sandsynligvis mange ændringer i generne, som kan give en øget risiko for at få PCOS. Da ikke alle i en familie får sygdommen, tror man, at der også skal være visse stimuli fra miljøet, før en kvinde udvikler PCOS. Her tænkes for eksempel på, at overvægt giver mulighed for den ændring i blodets sammensætning af hormoner, som man ser ved PCOS.

Hvilke symptomer er der ved PCOS?

  • Man kan opleve uregelmæssige eller udeblevne menstruationer.
  • Cirka halvdelen af kvinder med PCOS er overvægtige med tendens til æblefacon.
  • Der kan være øget hårvækst af mandlig type – det vil sige i ansigt, på brystet, fra navlen og ned, samt på arme og ben.
  • Der kan være tendens til uren hud.
  • Man får ikke opfyldt sit graviditetsønske.

Hvilke risici er der ved PCOS?

Kvinder med PCOS kan have en arvelig tendens til for meget insulin i blodet, også kaldet insulinresistens. Disse kvinder har som regel æblefacon og er overvægtige. Generelt er over halvdelen af PCOS kvinder tykke, mens resten er tynde. Ved overvægt er der risiko for:

  • at de mandlige hormoner (androgener) stiger, og at man dermed får flere symptomer på PCOS
  • at æggestokken stimuleres til at producere mere mandligt hormon
  • at risikoen for åreforkalkning øges
  • at man har en væsentlig større risiko for at udvikle sukkersyge

Insulinresistens

For nylig opdagede man at insulinresistens er en væsentlig årsag til PCOS, og da insulinresistens jo er en livsstilssygdom (som diabetes 2) så kan PCOS faktisk helbredes via kostændringer, motion – og zoneterapi.

PCOS og zoneterapi

I 2007 lavede Forenede Danske Zoneterapeuter et pilotprojekt, som siden er blevet kendt verden over. Otte kvinder i alderen 24-34 år med PCOS og lange menstruationsintervaller (33-90 dage) deltog i den kliniske undersøgelse. Udredning, gynækologisk undersøgelse med ultralydsscanning, blodprøvetagning samt lægelig observation foregik på Fertilitetsklinikken Trianglen. Kvinderne modtog hver 19 zoneterapibehandlinger fordelt på 5-6 måneder. Pilotprojektet viser, at zoneterapien har en signifikant virkning på både cykluslængden og antallet af follikler i æggestokkene. F.eks. faldt gennemsnitslængden af kvindernes menstruationscyklus fra 53 dage til 38 dage. Og ultralydsscanningen af kvindernes æggestokke viste et fald fra gennemsnitligt 42 til 25 follikler, hvor op til 24 follikler er normalt.