Zoneterapi kvinder

Stress

Hvis du er stresset oplever du sikkert, at der følger nogle fysiske symptomer og skavanker med, som f.eks. hovedpine, muskelspændinger, træthed, nedslidt immunforsvar og dårlig fordøjelse.

Zoneterapi kan hjælpe dig til at skabe balance i din krop og i dit sind. Zoneterapi frigør spændinger, og det faktum at zoneterapi foregår på fødderne er med til at flytte fokus fra den øverste del af kroppen (hovedet) til den nederste del af kroppen, og derved opnår man en ekstra følelse af at være ”Grounded”.

Under behandling med zoneterapi udløses Endorfiner. De kaldes for ”kroppens eget morfin.” Når endorfiner bliver udløst i store mængder, som de gør ved zoneterapi, føler man sig afslappet, veltilpas og døsig. Zoneterapi kan dog ikke stå alene som behandlingsform mod stress, da der som oftest er behov for at ændre på de faktorer, som i første omgang førte til stress.

Størstedelen af de klienter der kommer hos mig med stress, modtager sideløbende behandling hos psykolog. Jeg oplever gentagne gange, at det viser sig at være en effektiv kombination, dels at arbejde kognitivt for at ændre tanker og adfærd hos en psykolog og dels at skabe ro i det overaktive nervesystem via mine forskellige behandlingsmetoder. Særligt Nada er oplagt til stressramte.

Overgangsalderen

Overgangsalderen indtræder for de fleste kvinder omkring 48-50 års alderen. Dog tidligere hos nogle kvinder. Nogle kvinder har symptomer i en længere årrække før overgangsalderen egentlig sætter ind. Symptomerne viser sig typisk som hedeture, svimmelhed, hovedpine, ondt i muskler og led, hjertebanken, tør hud og slimhinder og søvnløshed. Psykiske symptomer; følelsesmæssig ustabilitet, irritabilitet, nervøsitet og depressive symptomer.

Kroppen kan reguleres gennem zoneterapi, urtemedicin og urteteer m.m. Overgangsalderen er ikke en sygdom med symptomer, der absolut skal dæmpes med f.eks. hormoner. Hormonbehandling forlænger kunstigt en naturlig fase i kvindens liv.

Menopausen med sine symptomer hører til kvindens liv, men ikke desto mindre er det tilladt at søge hjælp til at mildne de forskellige problemer. Her tilbyder zoneterapien en glimrende mulighed for at lette klimakterieproblemerne uden bivirkninger.

Uregelmæssig cyklus

Uregelmæssig menstruation er altid et tegn fra kroppen om, at noget ikke er som det skal være. Det er helt naturligt, at der kan være lidt uregelmæssigheder en gang i mellem, men hvis du måned efter måned oplever at kroppen er ude balance, så er det tid til at gøre noget ved det. Kvindens hormonsystem er meget sensitivt og dermed modtageligt overfor behandling.

Nogle af de mest almindelige uregelmæssigheder i cyklus er:

Tidlige menstruationer
Sene menstruationer
Stærke menstruationer
Sparsomme menstruationer
Smertefulde menstruationer
Blødninger mellem menstruationerne
Ingen menstruationer
Styrt og pletblødning
Pre Menstruelt Syndrom (PMS)
Tidlig el. sen menopause

En almindelig cyklus

En almindelig cyklus varer ca. 28 dage. Et par dage fra eller til er stadig helt normalt. Men måske oplever du, at din cyklus er helt nede på 21 dage, eller måske går der mere end 35 dage i mellem, at du har menstruation. Måske bløder du på ægløsningstidspunktet, eller måske springer du en hel cyklus over. Uanset hvad problemet er, så er zoneterapi en meget effektiv behandlingsform til stort set alle former for menstruationsproblemer.

Menstruationssmerter

Mange kvinder tror fejlagtigt, at smerter i forbindelse med menstruation er helt naturligt. Det er helt sikkert normalt, men bestemt ikke noget sundhedstegn. Mange, også helt unge kvinder, ser sig nødsaget til at tage p-piller for at komme smerterne til livs. Det er dog helt unødvendigt at fylde kroppen med kunstige hormoner, når der findes naturlige og effektive løsninger som zoneterapi.

PCOS

Hvad er PCOS?

PCOS er en hormonel forstyrrelse, som ses hos 5-10 procent af kvinder i den fødedygtige alder. Forkortelsen PCOS står for Poly Cystisk Ovarie Syndrom. Polycystisk betyder mange blærer på ovariet (æggestokken). Ordet syndrom skyldes, at en del symptomer er til stede på samme tid.

Hvorfor får man PCOS?

Der er sandsynligvis mange ændringer i generne, som kan give en øget risiko for at få PCOS. Da ikke alle i en familie får sygdommen, tror man, at der også skal være visse stimuli fra miljøet, før en kvinde udvikler PCOS. Her tænkes for eksempel på, at overvægt giver mulighed for den ændring i blodets sammensætning af hormoner, som man ser ved PCOS.

Hvilke symptomer er der ved PCOS?

  • Man kan opleve uregelmæssige eller udeblevne menstruationer.
  • Cirka halvdelen af kvinder med PCOS er overvægtige med tendens til æblefacon.
  • Der kan være øget hårvækst af mandlig type – det vil sige i ansigt, på brystet, fra navlen og ned, samt på arme og ben.
  • Der kan være tendens til uren hud.
  • Man får ikke opfyldt sit graviditetsønske.

Hvilke risici er der ved PCOS?

Kvinder med PCOS kan have en arvelig tendens til for meget insulin i blodet, også kaldet insulinresistens. Disse kvinder har som regel æblefacon og er overvægtige. Generelt er over halvdelen af PCOS kvinder tykke, mens resten er tynde. Ved overvægt er der risiko for:

  • at de mandlige hormoner (androgener) stiger, og at man dermed får flere symptomer på PCOS
  • at æggestokken stimuleres til at producere mere mandligt hormon
  • at risikoen for åreforkalkning øges
  • at man har en væsentlig større risiko for at udvikle sukkersyge

Insulinresistens

For nylig opdagede man at insulinresistens er en væsentlig årsag til PCOS, og da insulinresistens jo er en livsstilssygdom (som diabetes 2) så kan PCOS faktisk helbredes via kostændringer, motion – og zoneterapi.

PCOS og Zoneterapi

I 2007 lavede Forenede Danske Zoneterapeuter et pilotprojekt, som siden er blevet kendt verden over. Otte kvinder i alderen 24-34 år med PCOS og lange menstruationsintervaller (33-90 dage) deltog i den kliniske undersøgelse. Udredning, gynækologisk undersøgelse med ultralydsscanning, blodprøvetagning samt lægelig observation foregik på Fertilitetsklinikken Trianglen. Kvinderne modtog hver 19 zoneterapibehandlinger fordelt på 5-6 måneder. Pilotprojektet viser, at zoneterapien har en signifikant virkning på både cykluslængden og antallet af follikler i æggestokkene. F.eks. faldt gennemsnitslængden af kvindernes menstruationscyklus fra 53 dage til 38 dage. Og ultralydsscanningen af kvindernes æggestokke viste et fald fra gennemsnitligt 42 til 25 follikler, hvor op til 24 follikler er normalt.

PMS

Præmenstruelt syndrom (PMS) er en række symptomer, der optræder i perioden op til forventet menstruation. Symptomerne kan være af både psykisk og fysisk karakter. I de sværeste tilfælde påvirkes de daglige aktiviteter. Det er karakteristisk, at symptomerne svinder kort efter menstruationens start og efterfølges af en helt symptomfri periode.

Symptomer kan vise sig som depression, tristhed, sorg, irritabilitet, ængstelse, angst, sløvhed, manglende koncentration, aggressivitet, vekslende afføring, akne, trang til sød og eller fed mad, tudeture, vredesudbrud, brystspændinger og søvnløshed. Symptomerne kan variere en del i intensitet. Nogen mærker kun en smule dagen op til menstruation, og andre kan nærmest føle sig syge i 14 dage op til mens.

Ved PMS symptomer er det vigtigt at afgifte kroppen og især leveren via f.eks. zoneterapi. Ophobning af affaldsstoffer i leveren er den hyppigste årsag til, at PMS opstår i en kvindekrop. Det er altså til at behandle helt naturligt uden at behandle med kunstige hormoner eller medicin.